Undervisning på Ternen

Målet for undervisningen på Ternen er at give eleven succesoplevelser i læringssituationer, og at få den enkelte elevs faglige niveau i faget så højt op som muligt. Eleven skal på sigt fagligt have mulighed for at begå sig i et mindre indgribende tilbud.

Vi møder eleven med en forventning om, at eleven selvfølgelig kan lære, fordi vi fra forskningen ved, at lærerens relationskompetencer og høje forventningssæt til elevens læringspotentiale er altafgørende for elevens faglige udvikling.

Undervisningen gør brug af en høj grad af undervisningsdifferentiering og en udvidet brug af forskellige læringsformer, så den i videst muligt omfang stimulerer elevens lyst og evne til læring.

Undervisningens struktur og tilrettelæggelse

Dagskolen Ternens undervisning tilrettelægges af lærere, og i alle teams arbejder lærere og pædagoger sammen om at hjælpe barnet med at indfri sit faglige potentiale uanset udgangspunktet.

Ternens undervisning foregår i små klasser med 3-7 elever, så der er tid til at komme omkring den enkelte elevs faglige udfordringer. Ternen benytter sig i hverdagen også af faglige ekskursioner og den dejlige natur, der omgiver os i den daglige undervisning, bl.a. med vores naturskole.

På Ternen gør vi brug af det bedste undervisningsmateriale, der er på markedet. Elever på Terrnen skal både øge deres faglige niveau og træne deres læringsfærdigheder. Vi hjælper derfor også eleven med at op- og udbygge elevens digitale kompetencer, således at en tilbagevenden til et mindre indgribende tilbud ikke bliver fulgt af et nederlag på grund af manglende færdigheder. Alle elever på Ternen får egen iPad eller computer afhængig af alder til brug i undervisningen.