Ternens værdier
Faglighed
Ternens faglighed skaber de bedste forudsætninger for, at børnene kan indfri deres potentiale bedst muligt samtidigt med, at deres trivsel højnes. Derfor bestræber vi os på at have den rigtige kombination af faglighed inden for undervisning, behandling og sundhed tilstede i personalet omkring børnene. Vi er aktivt søgende og nysgerrige på information og erfaring, der styrker og videreudvikler vores indsats. Vi prioriterer uddannelse og tilgange, der har effekt på børnenes udvikling.
Nærvær
For Ternen er nærvær helt essentielt i mødet med vores elever og i elevernes møde med skolens voksne. Nærvær danner rammen om Ternens virke og identitet. Vi prioriterer, at eleverne er sammen med de samme voksne hver dag. Nærværet er forudsætningen for relationen og fællesskabet, hvilket er bærende for den enkeltes trivsel. Nærværet fordrer ro til fordybelse, koncentration samt personlig og faglig udvikling. Ternen fokuserer på det tætte og daglige samarbejde med forældre og elever således, at vi sammen opbygger konkrete kompetencer og færdigheder for den enkelte elev.
Troværdighed
Vores faglighed er et stærkt udgangspunkt for vores troværdighed. Vi tror på potentialet i den enkelte og holder fast i krav og udfordringer – også når det er svært. Klare linjer og forventningsafstemning giver os muligheden for at være troværdige samarbejdspartnere, voksne og kolleger. Vi gør det, vi siger, vi gør.