Dokumentation

Ternens indsats tager sit afsæt i en kommunalt udarbejdet handleplan. Ud fra de mål, der er skitseret her og som er afstemt i forbindelse med visitationen, tilrettelægger teamet den udviklingspædagogiske og læringspædagogiske indsats for det enkelte barn.

I det omfang, det er muligt, involveres barnet i målsætningen. Der dokumenteres løbende i klasseloggen på skoleintra, hvor familie og samarbejdspartnere kan følge med i udviklingen. Derudover samles teamet forud for de halvårlige konsultationer / statusmøder og udarbejder en opdateret elevplan, som er Ternens bud på en statusskrivelse med anbefalinger for den kommende periode.

Elevplanerne indeholder både en afrapportering i forhold til arbejdet med de skolefaglige niveauer og de opnåede socialpædagogiske resultater.  Hver elev evalueres løbende på teammøder og i teamsupervision.

Tilsynsrapport

Tilsynet er både en vejledning og en kontrolforanstaltning, som skal sikre, at børn/unge, der af kommunalbestyrelsen er henvist til specialundervisning i et skole/dagbehandlingstilbud får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Derudover er det tilsynets opgave, at sikre, at specialundervisningen i skole/dagbehandlingstilbuddet har adgang til de serviceforanstaltninger, ressourcer og hjælpemidler, som ligestiller undervisningen med folkeskoleundervisning.