Uden Ternens faste rammer var jeg kommet på et opholdssted
Magnus går i 9. klasse på en efterskole i Jylland, hvor han kan dyrke sin yndlingssport – at køre på løbehjul. Efter den begynder han formentlig på transportlinjen på en erhvervsskole. Det er han og hans forældre i gang med at undersøge.
Magnus ser lyst på fremtiden. Samtidig er han meget klar over, at hvis han ikke var kommet på Ternen i 6. klasse, kunne hans liv have taget en helt anden drejning. Dengang fik han at vide, at Ternen var sidste chance, hvis han ville blive boende hjemme og ikke blive sendt på opholdssted.
– På Ternen tog de kampen med mig, når jeg lavede ballade eller ikke ville lave lektier. Det fik mig til at begyndt at tage mig sammen. Tidligere havde jeg været vant til, at lærerne bare sagde, at jeg skulle forlade klasselokalet og komme igen, når jeg var klar, siger Magnus.
Magnus kan ikke forklare, hvorfor det begyndte at gå galt for ham i 1. klasse. Hans forældre var blevet skilt nogle år før, og nogle af lærerne var ikke så gode til at undervise. Han ved ikke, om det var grunden. Men han fortæller, at han begyndte at kaste med ting efter de voksne. Han mobbede de andre i klassen, talte grimt og havde mega-mange konflikter med sin mor. Et skoleskift i 2. klasse hjalp lidt. Men i 3. klasse blev det igen slemt, og nu begyndte nogle af drengene i de større klasser også at drille ham med, at han havde store ører. Magnus blev meget aggressiv, pjækkede og gjorde ting, der skræmte hans omgivelser.
– I billedkunst tog jeg en kniv og satte foran halsen på mig selv. Det var mest et råb om hjælp. En dag splittede jeg også nærmest huset derhjemme, fordi jeg var gal over noget, jeg skulle, fortæller Magnus.
Efter 4. klasse blev Magnus indlagt på psykiatrisk afdeling og udredt. Men han var – som han siger – helt normal. I løbet af 5. klasse blev det besluttet, at han skulle starte på Ternen i 6. klasse. De første måneder på Ternen var svære.
– Jeg var vant til, at jeg kunne styre alt. Så jeg skulle vænne mig til, at der var faste rammer. De sagde, hvad jeg skulle gøre, i stedet for bare at lade mig være. Til sidst var det nemmere bare at gøre, hvad de sagde, siger Magnus.
Magnus fortæller om en dag, hvor han gik fra undervisningen midt i en time og rundt om en sø på Ternens grund. Hvis han havde gjort det på sin gamle skole, var han blevet overladt til sig selv. Men her gik der en lærer bag ved ham hele vejen.
– Det var faktisk rigtigt godt. Meget bedre end, når de gamle lærere bare lod mig styre selv. Jeg kunne også lave aftaler med lærerne om, at jeg havde brug for at gå udenfor og trække vejret, hvis jeg ikke kunne koncentrere mig, siger Magnus.
Efter det første halve år kunne Magnus godt mærke, at noget var blevet anderledes. Han var begyndt at lave noget i timerne, han indhentede meget af det faglige, og han havde heller ikke så mange kampe med sin mor derhjemme.
I 7. klasse begyndte det at gå så godt, at det blev besluttet, at han ikke skulle blive på Ternen. En dag faldt han over et YouTube-klip fra en efterskole og fandt ud af, at det var det, han ville.
– Og nu går jeg her. Det går rigtigt godt, siger han.