Da Tulle første gang besøgte Ternen for at se, om skolen var noget for hendes søn, havde hun en god ’mavefornemmelse’. I dag – godt fire år senere – er mavefornemmelsen afløst af en sikkerhed for, at Ternen var det helt rigtige valg.

Da sønnen startede på Ternen, var han 11 år og totalt afvisende over for alt, hvad der havde med læring at gøre. Klassemæssigt lå han mellem 0. og 1. klasse. I dag er han 16 år og stadig ikke alderssvarende. Men han følger undervisningen, han skal op i dansk, matematik og biologi til sommer, og om kort tid skal han i skolepraktik på to forskellige, lokale omsorgscentre.

– Fra starten har de taget det stille og roligt i min søns tempo, og så har de lyttet til, hvad jeg har fortalt dem. Og det virker. Han rykkede flere klassetrin det første år, han gik på Ternen, siger Tulle.

Der var meget tumult i sønnens første skoleår. Det startede med, at han blev rykket ned fra 0. klasse til børnehaveklasse (igen) på den lokale folkeskole. Sønnen reagerede voldsomt og udad på det, han opfattede som et nederlag – og så begyndte nogle rigtigt dårlige år. Senest i en lille specialinstitution, hvor børn og unge med mange forskellige aldre og udfordringer blev blandet på en – for Tulles søn – uheldig måde. Sønnen reagerede med vrede, han rev siderne ud af lærebøgerne og spiste dem, og han nægtede at have med lærerne at gøre. Efter at Tulle i afmagt tog sønnen ud af skolen, fandt sagsbehandleren Ternen.

I starten skulle sønnen lige prøve Ternens lærere af, fortæller Tulle og giver et eksempel. – Han gik fra undervisningen. Men læreren forsøgte ikke at hive ham tilbage. Han fulgte simpelthen efter ham på en afstand, der ikke provokerede ham. Sådan gik de ti kilometer, indtil min søn kunne se, at det kom der ikke noget ud af, fortæller hun.

På forhånd havde Tulle informeret skolen om, at sønnen havde det svært med at få ting ned på papir. På den gamle skole pressede de ham til at forsøge, men så gik han i baglås. På Ternen fik han fx matematikstykkerne læst op i starten, og så kunne han sige resultatet. – Da tilliden så var bygget op, fordi han følte sig forstået og respekteret, sagde han, at han da godt kunne prøve at skrive lidt ned. Bare et par ord i diktat til at begynde med. Herefter fik han lov til at gå fra men blev ikke bare sat til at se en film, som han plejede, så han ikke forstyrrede. Nej han fik en lydbog, som han så skulle genfortælle, siger Tulle.

For Tulle var det en befrielse, at Ternen samarbejdede og lyttede, når hun sagde, at ’hvis I gør sådan og sådan, så er jeg sikker på, at han gerne vil’.

– Samtidig har jeg altid kunnet henvende mig, hvis jeg var frustreret eller havde brug for hjælp. Også når lærerne egentlig havde fri. Det er svært at have et barn, der er lidt specielt, siger Tulle.

Sønnen har stadig svært ved at skrive og læse og få matematikken ned på papir. Så en 9. klasses afgangsprøve med 2 i dansk og matematik bliver det nok ikke til. Udfordringen bliver at finde en vej frem i livet, hvor alt ikke skal skrives ned. Lige nu gælder det skolepraktikken, hvor sønnen formentlig vil glæde de ældre beboere med sin store viden i historie. Uanset hvad, er sønnen i dag et helt andet sted, end Tulle på et tidspunkt frygtede.

– Hvis ikke min søn var kommet på Ternen, var han blevet tabt på gulvet. Det er helt sikkert, siger hun.