Ternen skaber rum og udvikling for elever og familier
Som PPR-psykolog til statusmøde på Ternen har man ofte meget klare før-og-nu-billeder af den elev, der er til drøftelse på mødet.
Et ’før-Ternen-billede’ består af lange rapporter side op og side ned med beskrivelser af elevens udfordringer, skolemæssige nederlag, familiære vanskeligheder og fiasko på fiasko i tidligere tilbud.
I ’efter-Ternen-billedet’ møder PPR-psykologen en glad og tilpas elev, glade og lettede forældre og medarbejdere fra Ternen, der både fortæller om og dokumenterer positive eksempler på fremgang og læring.
– Der er for mig ingen tvivl om, at Ternen kan det, de siger, de kan, med en bestemt målgruppe. Børn med socioemotionelle vanskeligheder, børn, der har svært ved at regulere deres adfærd og følelser og børn med adfærdsforstyrrelser og ADHD, der er kravafvisende og meget, meget diskussionslystne. De børn falder til ro, når de kommer på Ternen, siger PPR-psykologen.
Hun oplever, at Ternen har et blik for sårbare børn, der gennem deres tidligere skoleforløb er blevet udstødt socialt, stigmatiserede, har fået masser af skæld-ud og har oplevet mange nederlag. Psykologen er glad, når hun ser et af ’sine’ Terne-børn i et roligt, inkluderende og anerkendende miljø, og når hun ser børnene blive trygge i relationen til de voksne og trygge ved at udvikle sig.
– Jeg oplever, at børnene kommer til nogle faste rammer, der ikke er til debat, og hvor forventningerne til børnene bliver formidlet tydeligt og venligt. Når et barn har haft et udfald, bliver det fanget op på en anerkendende måde. Når barnet er faldet ned, tager de en snak i øjenhøjde og får det rundet af, siger hun.
PPR-psykologen tilføjer endnu en ting, som Ternen kan – og som er afgørende for at bevilge en plads på et eksternt tilbud. Ternen kan rumme de familier, hvor det ikke kun er eleven men måske hele familien, der har udfordringer. Hvor der er psykisk sygdom, manglende ressourcer af den ene eller anden grund og måske et langt forløb med konflikter mellem familien og skoletilbud.
– Ternen er god til at være i kontakt med familierne. Jeg har endnu ikke oplevet, at forældre til en elev på Ternen har mistet tilliden til stedet, siger PPR-psykologen.
Det er PPR-psykologens ansvar at føre tilsyn med, at Ternen sikrer ’hendes’ elever en undervisning, der pædagogisk giver mening for eleverne og er tilpasset elevernes funktionsniveau. Hun oplever, at Ternen i statusrapporter og på statusmøder leverer dokumentation for, at undervisningen lever op til dette.
– Og hvis jeg på et tidspunkt får lyst til at tage ud til dem og se, hvordan de konkret griber undervisningen an, så er jeg sikker på, at de vil byde mig velkommen, siger hun.